Mere end 40 statsoverhoveder fra hele verden deltog ved 75-årsdagen for befrielsen af Auschwitz-Birkenau i Yad Vashem, Holocaust Memorial Center i Jerusalem. Danmark var repræsenteret af Statsminister Mette Frederiksen.
Ceremonien varede ca fire timer. Den russiske præsident Vladimir Putin, den amerikanske vicepræsident Mike Pence, den franske præsident Emmanuel Macron og prins Charles var blandt de gæster der talte under ceremonien.
-I dag husker vi ikke kun befrielsen af Auschwitz, men også at friheden sejrede. Et løfte som blev opfyldt. Et folk genopstod blandt verdens nationer. Vi husker dem vi har mistet og heltene der stod op mod de onde kræfter. I dag står vi her, næsten 50 nationer samlet, og siger med én fælles stemme: Aldrig igen, sagde vicepræsident Pence fra talerstolen.
Putin sagde at Holocaust var “et af de værste kapitler i menneskehedens historie” og påpegede at 40 procent af de dræbte jøder var sovjetiske borgere.
-For os har Holocaust altid været et dybt sår. Det er en tragedie vi aldrig må glemme, sagde den russiske præsident.
Macron sagde at synet der mødte Den Røde Hærs soldater som befriede Auschwitz for 75 år siden, chokerede en hel verden efterhånden som deres historier blev kendt.
-Vi må aldrig vende tilbage til sådanne mørke tider, sagde Frankrigs præsident.
Den israelske præsident Reuven Rivlin, premierminister Benjamin Netnyahu og flere Holocaust-overlevende talte også under ceremonien.
Se hele ceremonien fra Jerusalem her: