Kæmper for den gode sag i Europa

– Fortællinger om det jødiske folks fundamentale nationale rettigheder i deres oprindelige hjemland. – Omtale af fælles, positive værdier. – Således kan man som minimum opnå en vis, omend måske modstræbende, respekt for Israel. Læs David M. Weinbergs afsluttende ord til os i Norge og Danmark.

Efter terrorangrebet i Jerusalem januar 2017 blev Brandenburger Tor lyssat i de israelske farver. (Foto: Muhammad Zoabi i miff.no)
Efter terrorangrebet i Jerusalem januar 2017 blev Brandenburger Tor lyssat i de israelske farver. (Foto: Muhammad Zoabi i miff.no)
De sidste ti år er MIFF i Norge vokset fra under 2.000 til næsten 11.000 medlemmer. Såfremt Israel-vennerne i Danmark samler sig på samme måde, kan vi opbygge en organisation, som ikke mindst via hjemmeside og sociale medier afslører løgn og dæmonisering, bringer sidste nyt om Israel og giver israelske perspektiver.
Bliv medlem af MIFF Danmark nu

Jeg er netop vendt hjem efter en foredragsrække i Norge og Danmark, som var sponsoreret af den pro-israelske forening MIFF (Med Israel for Fred) – en forening som nu har udvidet sine aktiviteter fra Norge til Danmark.

MIFF er den største europæiske medlemsbaserede pro-israelske forening, som er upolitisk og ikke-religiøs. Foreningen har mere end 11.000 betalende medlemmer i Norge, og er oppe på 120 medlemmer i Danmark siden starten i Danmark i april 2018.

Organisationen er stærkt repræsenteret på de sociale medier, hvilket er et vigtigt alternativ til den fjendtligt indstillede presse i Skandinavien. MIFF ledes af den utrættelige Conrad Myrland, og når flere mennesker på Facebook end nogle af de største politiske partier i Norge. MIFF er således blevet en effektiv og respekteret lobbyorganisation.

Jeg har mødt mange nordmænd og danskere, som står på gadehjørnerne og deler flyers ud om Israel; som skriver artikler som forsvarer Israel; som laver lobbyarbejde blandt ministre og medlemmer af Folketinget til støtte for den jødiske stat. Mange af de mennesker jeg har mødt gennem MIFF, har været i Israel mange gange – i nogle tilfælde mere end 30 gange. Nogle har arbejdet i kibbutzer eller har ydet frivilligt arbejde for den israelske hær.

Mange er troende kristne, mens andre er sekulære mennesker med en god historisk indsigt, og et krav om en retfærdig udenrigspolitik når det drejer sig om Israel. Mange er abonnenter på The Jerusalem Post.

Dette var min anden tur for MIFF, hvor jeg trænede aktivister og mobiliserede deres medlemmer. Ikke overraskende fandt jeg, at nogle var modløse på grund af den ustandselig, nærmest “obligatorisk” europæiske kritik af Israel og den voksende aktivitet med henblik på at fremme boykot, sanktioner og modstand mod investeringer, som BDS-bevægelsen står bag.

Meget af den politiske diskurs i Nordeuropa er blevet fanget ind af en radikalt “progressiv” tankegang, som gør folk utilpasse med nationalstatens brug af magt i næsten alle situationer. Israel bliver anset for at være over-magten – og landets hyppige behov for militær indgriben for at forsvare sig selv, bliver manipuleret af ondsindede aktører for at stille den jødiske stat i et ekstremt dårligt lys.

Jeg har søgt at inspirere lederne af MIFF med en positiv vurdering af Israels strategiske, diplomatiske og interne situation. Israel vinder frem på alle fronter, sagde jeg, og de som er pro-israelske aktivister er på vinderholdet! Desuden har jeg givet dem en række måder hvorpå man kan imødegå BDS, som er inspireret af amerikanske og canadiske eksperter i at være fortaler for Israels sag (“Israel-advocacy”).

Først og fremmest har jeg opfordret MIFF medlemmerne til at tage strategien om ”fælles værdier” til sig. Denne strategi er blevet udviklet og forbedret gennem mere end et årti af den canadiske pro-israelske lobbyorganisation CIJA (the Center for Israel and Jewish Affairs), og det israelske udenrigsministerium har til dels taget den til sig i de seneste år.

  Når folk ser, at deres værdier og livsstil også findes i det israelske samfund, bliver de åbne overfor politisk støtte til Israels forsvar imod truslerne mod landets sikkerhed.

Det går ud på at styrke det israelske brand ved at fremhæve det åbne israelske samfund og demokrati; samt friheden, vitaliteten og kreativiteten i Israel. Når folk ser, at deres værdier og livsstil også findes i det israelske samfund, bliver de åbne overfor politisk støtte til Israels selvforsvar imod truslerne mod landets sikkerhed.

For det andet så må pro-israelske aktivister altid fremhæve Israels ønske om fred. Det er simpelthen kernen i sagen. Og det er i virkeligheden meget enkelt: europæerne ønsker fred, og de vil stå sammen med dem, som der påviseligt også ønsker fred.

Desværre er Israels forsøg på at skabe fred meget lidt kendt derude. Selv fremtrædende observatører af internationale anliggender ved ikke, at Israel de seneste 15 år har fremlagt tre gennemgribende fredsforslag, som indebærer palæstinensisk selvstændighed og næsten fuld kontrol med Vestbredden. Mahmoud Abbas har afvist alle disse forslag. Han foretrækker at kæmpe og benægter ligefrem den historiske jødiske tilknytning til landet.

Uanset hvor latterligt selvindlysende det må være at sige, at israelerne har et dybfølt ønske om fred, er det ekstremt vigtigt at blive ved med at sige det. Meningsmålinger viser, at hvis du tror, at Israel er stærkt optaget af at sikre fred med sine naboer, så er der 93% sandsynlighed for, at du vil sige, at dit land skal støtte Israel diplomatisk. Hvis du er uenig, er der kun 7% sandsynlighed for at du mener, at dit land skal støtte Israel.

Jeg fortalte aktivisterne fra MIFF, at viden om palæstinensernes brug af terrorisme, deres afvisning af Israels ret til at eksistere, missilangreb, brugen af menneskelige skjold osv – har ikke vist sig at have en betydelig sammenhæng med støtte til Israel.

Det er således muligt for en person, at tro på alt det negative i forhold til araberne, palæstinenserne og især de iranske fjender af Israel, og samtidig tro, at Israel gør nogle frygtelige ting – så de derfor kan konkludere, at deres eget land skal være neutrale i den arabisk-israelske konflikt.

Men mest af alt har jeg opmuntret de modige norske og danske venner af Israel til at engagere sig i en ligefrem samtale om Israel uden af være skamfuld.

Uden at være ubehagelig eller ufølsom overfor vores modstandere, kan man med dyb oprigtighed og troværdighed italesætte de israelske røde linjer og uddybe centrale zionistiske grundsætninger.

Det indebærer at tale om retfærdighed og den jødiske nation. Det er simpelthen ikke tilstrækkeligt at forklare de israelske sikkerhedsspørgsmål eller den israelske diplomatiske generøsitet overfor palæstinenserne. Der er ganske enkelt brug for grundlæggende at korrigere opfattelsen af Israels sag og formål. Sig det højt, klart og tydeligt, sagde jeg til dem: Israel er en storslået, historisk genforening af et folk og et hjemland; og landet er en retfærdig og moralsk aktør i det middelalderlige og voldelige arabiske Mellemøsten!

Det indebærer at tale om retfærdighed og den jødiske nation. Sig det højt, klart og tydeligt: Israel er en storslået, historisk genforening af et folk og et hjemland.

Desuden er kravet om retfærdighed og fairness for Israel faktisk et krav om fred. Først når palæstinenserne ser realiteterne i øjnene – for eksempel det faktum at efter 70 år kan de fleste ikke længere påberåbe sig at være flygtninge fra Palæstina, og vil ikke ”vende tilbage” til Israel -kan der blive mulighed for kompromis og fred. Fantasier om den såkaldte ”ret” til tilbagevenden opmuntrer kun absolutte krav og obstruktionspolitik.

Israels venner i udlandet behøver ikke undskylde Israel – slet ikke. De behøver ikke undskylde for at hævde, at det israelske samfund er mere moralsk end de fleste; eller for at insistere på, at araberne skal anerkende Israel som det jødiske folks nationale hjemland. De behøver ikke undskylde for Israels stærke forsvar for sine medborgere mod Hamas’ terrortunneler, mod optøjer langs grænsen til Gaza; eller mod Hezbollah-missiler i Libanon; eller mod iranske baser i Syrien.

Og således kan de svare igen med oprejst pande.

Efter at have taget så grundigt fejl i deres tiltro til Oslo-aftalerne, til det arabiske forår og til Iran-aftalen; – og så initiativløse og passive de var under Holocaust – har europæiske ledere og folkeslag ikke nogen moralsk ret til at fortælle Israel, hvad landet skal gøre, hvordan det skal føre politik, hvor det skal oprette sine sikkerhedshegn, hvordan det skal udføre militære kampagner, hvor det skal trække sine grænser eller hvordan man forsvarer dem, eller hvilke dele af forfædrenes land, om nogen overhovedet, man skal forhandle med palæstinenserne om.

Efter at have taget så grundigt fejl … og været så initiativløse og passive … har europæiske ledere og folkeslag ikke nogen moralsk ret til at fortælle Israel, hvad landet skal gøre…

Når man taler om det jødiske folks grundlæggende nationale rettigheder til deres historiske hjemland, om israelernes ret til at leve uden frygt; og om den måde det israelske samfund deler de samme kreative, konstruktive og fredselskende værdier, som værdsættes af ordentlige mennesker over alt i verden – kan man vinde, i det mindste, en modstræbende respekt for Israel, og i mange tilfælde forpurre mange af BDS’ initiativer.

Noter og kilder
David M. Weinberg er næstformand i Jerusalem Institute for Strategic Studies (www.jiss.org.il) og direktør af den israelske afdeling i Canada’s Center for Israel and Jewish Affairs (www.cija.ca).  Adressen på hans personlige hjemmeside er www.davidmweinberg.com.
Oprindeligt udgivet som “Fighting the good fight in Europe” i Jerusalem Post den 30. august 2018. Oversat af Jane Hoffmann.
Turnéen i Danmark og Norge gik til Aarhus, Oslo, og København den 27., 28., 29. august 2018. Hér kan du se en optagelse af foredraget i Oslo (ca 50 minutter).