- Mahmoud Abbas og hans regering på Vestbredden forsøger at forlænge lidelserne for palæstinenserne i Gazastriben. De ønsker, at det internationale samfund skal blive ved med at tro, at Israel er ansvarlig for palæstinensernes fortsatte, intense lidelser. De håber at kunne bruge den derværende krise til at forfølge deres kampagne om at delegitimere Israel.
- De palæstinensiske ledere ville foretrække at se deres befolkning sulte frem for at gøre nogen form for indrømmelser for fred med Israel. Men Al-Aloul og Abbas er heller ikke dem, der kommer til at sulte. Der findes intet mere komfortabelt end at sidde i sit fashionable hus i Ramallah eller Nablus og snakke om sult og humanitær nødhjælp.
- Palæstinenserne i Gazastriben, som er desperate efter jobs og en bedre tilværelse, er i virkeligheden ret ligeglade med Trumps kommende fredsplan. De er også ret ligeglade med en bosættelse og et checkpoint på Vestbredden.
- Dette er kernen i den israelsk-palæstinensiske konflikt: Førsteprioritet for palæstinenserne – den palæstinensiske ledelse og palæstinenserne generelt – er udslettelsen af Israel. De vil hellere dø end opgive deres drøm om at udslette Israel.
I årevis har de palæstinensiske ledere klaget over, at Gazastriben befinder sig “på kanten af en humanitær katastrofe.” Igen og igen har de advaret om, at med mindre verden hjælper palæstinenserne i Gazastriben, vil Striben “eksplodere som en vulkan.”
Israel og USA tilbyder nu at hjælpe med at forbedre levevilkårene for de palæstinensere, der lever under Hamas’ styre i Gazastriben. Men gæt engang, hvem der er voldsomt imod ethvert forsøg på at løse den “humanitære og økonomiske krise” i kystenklaven, som er hjem for omkring to millioner palæstinensere? Svar: Det Palæstinensiske Selvstyres præsident Mahmoud Abbas og hans regerende Fatah-fraktion.
De seneste uger har både Israel og den amerikanske regering fremført forskellige forslag til, hvordan man kan hjælpe palæstinenserne i Gazastriben.
USA’s udsendinge, Jared Kushner og Jason Greenblatt, som for nylig besøgte Mellemøsten, siges at have fremlagt ideer, som inkluderer forsyninger af livsnødvendigheder så som elektricitet, afsaltning af drikkevand, arbejdspladser og genskabelse af industrizonen i Gazastriben.
Israel har på sin side bedt Cypern om at overveje muligheden af at bygge en havn på øen med henblik på skibsgods til Gazastriben. Ifølge rapporter er den israelske forsvarsminister, Avigdor Liberman, nået til en forståelse med den cypriotiske præsident, Nicos Anastasiades, om at følge op på havneplanerne. Libermans kontor har udtalt, at Israel arbejder internationalt på flere måder for at prøve at “ændre virkeligheden” i Gazastriben.
Man skulle tro, at de palæstinensiske ledere ville være ovenud lykkelige over disse initiativer til at mindske deres befolknings lidelser i Gazastriben. Planerne til forbedring af levevilkårene for indbyggerne i Gazastriben burde være sød musik i ørerne på Det Palæstinensiske Selvstyres ledelse, ikke sandt? Nej.
Hvad er det helt præcist, der ligger bag dette mystiske ønske hos de palæstinensiske ledere om at nægte deres folk denne ansats til en anstændig tilværelse? Hvorfor er det, at Det Palæstinensiske Selvstyres ledelse, som påstår at bekymre sig om alle palæstinenseres velfærd, så voldsomt modsætter sig alle planer til jobskabelse og andre former for hjælp til deres befolkning?
Lad os tage det skridt for skridt.
For det første forsøger Abbas og hans regering på Vestbredden at forlænge lidelserne for palæstinenserne i Gazastriben, så de kan blive ved med at fordømme Israel som årsag til krisen. De ønsker, at det internationale samfund skal blive ved med at tro, at Israel er ansvarlig for palæstinensernes fortsatte, intense lidelser. Selvom det synes vanskeligt for det globale samfund at begribe, så er Israels maritime blokade af Gazastriben imidlertid udelukkende beregnet på at forhindre indsmugling af våben til kystenklaven. Grænsen mellem Gazastriben og Israel er stadig åben for levering af fødevarer og humanitær og medicinsk hjælp til Gaza.
For det andet er Det Palæstinensiske Selvstyre og dets ledere imod enhver humanitær hjælp til Gazastriben, fordi de frygter, at dette vil styrke Hamas ved at opmuntre bevægelsen til at bevare sit faste greb om Gazastriben og løse den fra ansvaret over for de indbyggere, som lever der. Hvis først andre begynder at yde hjælp til indbyggerne i Gazastriben, vil Hamas kunne fortsætte med at investere millioner af dollars i bygning af tunneller, beregnet på at angribe Israel og smugle endnu flere våben ind i Gazastriben. Hamas ville ikke længere skulle bekymre sig om at betale løn til palæstinenserne eller indkøbe medicin og mad.
Det Palæstinensiske Selvstyre håber, at forholdene i Gazastriben bliver så dårlige, at de derboende palæstinensere vil gøre oprør mod Hamas. Det er værd at bemærke, at den palæstinensiske ledelse i Ramallah selv har pålagt Gazastriben nogle strenge sanktioner i det seneste år.
Disse afstraffelser inkluderer tilbageholdelse af betaling til tusindvis af offentligt ansatte og afbrydelse af sociale ydelser til hundredvis af familier. Sanktionerne har de seneste uger udløst en bølge af protester over hele Vestbredden og i Gazastriben, som har fået Abbas’ sikkerhedsstyrker til at sprede demonstranterne med magt.
For det tredje forsikrer den palæstinensiske selvstyreledelse os om, at de israelske og amerikanske planer om at hjælpe palæstinenserne i Gazastriben er en del af en mere omfattende “konspiration” med henblik på at tvinge palæstinenserne til at acceptere den amerikanske præsident Donald Trumps endnu ikke offentliggjorte fredsplan for Mellemøsten.
Abbas og hans ledende embedsmænd bruger dette spørgsmål til at oppiske anti-amerikanske og anti-israelske følelser i den palæstinensiske befolkning. De fortæller palæstinenserne, at den økonomiske og humanitære hjælp til Gazastriben primært er beregnet på at trække “politiske indrømmelser” ud af palæstinenserne. Argumentet lyder således: Det vil blive krævet af palæstinenserne, at de opgiver “nationale rettigheder,” herunder flygtningenes og deres efterkommeres “ret til tilbagevenden” til deres tidligere hjem inde i Israel til gengæld for en forbedring af deres levevilkår.
De palæstinensiske selvstyreledere ophidser deres befolkning ved at fortælle dem, at USA og Israel forsøger at “afpresse” palæstinenserne. Læg for eksempel mærke til, hvad Abbas’ premierminister, Rami Hamdallah, sagde den 5. juli: “Vi accepterer ingen planer om at gøre vore nationale rettigheder til et spørgsmål om humanitære eller økonomiske rettigheder. Vore politiske, historiske og juridiske rettigheder ligger fast og er ikke til forhandling.”
En anden ledende Abbas-loyalist, Mahmoud Al-Aloul, blev den 2. juli citeret for at sige: “Vi ønsker ikke jeres mel og hvede; vi ønsker ikke jeres humanitære hjælp.”
Og læg også mærke til en anden udtalelse, fremsat af Al-Aloul, der fungerer som Abbas’ viceformand i Fatah og anføres som kommende præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre: “Vi er rede til at sulte, men vi kan ikke opgive Jerusalem og vore basale rettigheder til gengæld for at få løst vore humanitære problemer.”
Budskabet burde være indlysende – det udbasuneres i hvert fald højt og tydeligt: De palæstinensiske ledere foretrækker at se deres befolkning sulte frem for at gøre nogen som helst indrømmelser for fred med Israel.
Men Al-Aloul og Abbas er heller ikke dem, der kommer til at sulte. Tilværelsen i Ramallah og resten af Vestbredden er ganske god for Abbas selv og lederne i hans følge. Til forskel fra palæstinenserne i Gazastriben har de palæstinensiske selvstyreledere fuld bevægelsesfrihed og bor i luksuslejligheder og villaer. Intet er mere komfortabelt end at sidde i sit fashionable hus i Ramallah eller Nablus og tale om sult og humanitær nødhjælp.
Når Al-Aloul og andre førende palæstinensiske ledere taler om de barske levevilkår i Gazastriben, glemmer de bekvemt at nævne, at det til dels er deres egne sanktioner, som har forværret krisen dér. Men palæstinenserne i Gazastriben, som er desperate efter jobs og en bedre tilværelse, er i virkeligheden ret ligeglade med Trumps kommende fredsplan.
De er også ret ligeglade med en bosættelse og et checkpoint på Vestbredden. Abbas og hans embedsfolk synes at være fast besluttede på at forfølge deres jihad imod Israel og USA på bekostning af den sidste overlevende palæstinenser. De fortsætter med at sælge deres gamle slogans om “nationale rettigheder og principper og Jerusalem” til befolkningen, samtidig med at de ser dem dø i gaderne.
Den sidste lektie, man kan drage af de palæstinensiske selvstyrelederes udtalelser imod planerne om at forbedre levevilkårene for palæstinenserne i Gazastriben, er, at den israelsk-palæstinensiske konflikt slet ikke handler om økonomiske eller humanitære spørgsmål.
Ved at insistere på alle palæstinensiske “nationale rettigheder,” herunder “ret til tilbagevenden,” og ved at nægte at anerkende Israel som det jødiske folks hjemland viser palæstinenserne i virkeligheden, at deres sande mål er at se Israel fjernet fra Mellemøsten. Hvordan ved vi, at de ønsker at udslette Israel? Abbas siger, at han opfatter Israel som et “kolonialistisk projekt som intet har at gøre med jødedommen.”
Den udtalelse betyder, at han ikke betragter Israel som en legitim stat. Abbas og hans embedsfolk interesserer sig ikke for deres folks lidelser i Gazastriben, for de håber at bruge den derværende krise til at forfølge deres kampagne om at delegitimere Israel. Hamas udtaler for sin del tydeligt, at de ikke vil opgive deres drøm om at “befri Palæstina, fra floden til havet,” selvom det betyder, at deres befolkning sulter og dør. Både Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas kunne have sørget for en bedre tilværelse for deres befolkninger for længe siden, men det er ikke, hvad de har i tankerne. De er mindre optaget af deres egen befolkninger end af at finde måder, hvorpå de kan undergrave og delegitimere og dæmonisere Israel og jøderne.
Abbas og hans tro følgesvende siger det i et let forståeligt sprog: “I kan give os lige så mange penge, I vil, vi ændrer ikke vores holdning til Israel og vi opgiver ikke nogen af vore krav.” I dette tilfælde taler de i det mindste sandt.
Konflikten handler ikke om penge eller økonomisk hjælp. Den handler om Israels eksistens i Mellemøsten, som palæstinenserne nægter at tolerere.
Dette er essensen i den israelsk-palæstinensiske konflikt: Førsteprioritet for palæstinenserne – både den palæstinensiske ledelse og palæstinenserne generelt – er at udslette Israel. De vil hellere dø end opgive deres drøm om at udslette Israel.
