Jane – derfor blev jeg medlem af MIFF

“I det øjeblik MIFF åbnede en dansk afdeling, meldte jeg hele familien ind uden at spørge først.”

Jane Normann Hoffmann. (Foto: Privat)
Støtter du det jødiske folks ret til et nationalt hjemland? Klik her for at blive medlem af MIFF fra kun kr. 3, - om ugen

Som kristen har jeg altid haft et forhold til Israel – det bibelske Israel. Jeg er bekendt med historien, løfterne og profetierne. Alligevel har det været et distanceret forhold.

Den moderne israelske nation har jeg ikke været specielt optaget af, heller ikke af statens trængsler, om end jeg aldrig har været i tvivl om, hvilken side jeg var på.

Jeg har ikke haft en særlig drøm om at besøge Israel, og jeg har ikke noget romantisk forhold til landet. Men i 2011 skulle min søn til Israel og besøge nogle venner, samt en krokodillefarm i Negev. Han var under uddannelse til dyrepasser. Uden nærmere overvejelser lovede min mand og jeg vores venner, at vi ville hente vores søn efter endt ophold.

I samme øjeblik vi trådte ud af Ben Gurion-lufthavnen i Tel Aviv, tabte vi vores hjerter til Israel. Vi kan ikke forklare det. Vi havde intet set af landet, ikke mødt nogen, havde ingen erfaringer.

Der var ingen vej tilbage. Nu tager vi afsted så ofte, som det kan lade sige gøre. Huset trænger til lidt kærlighed (læs: reparation og renovering), men hver gang der er en smule overskud, ja så rejser vi til Israel.

Det ene fører til det andet. Interessen for landet blev til interesse for landet i sin helhed. Jeg begyndte at finde litteratur. Først Golda Meirs ’Mit Liv’, som ledte mig videre og videre. Jeg er velsignet med – eller belastet af – en stor retfærdighedssans. Jo mere jeg fandt ud af om Israel, des mere så jeg hvordan uretfærdighed råder politisk, i medierne og i mange menneskers bevidsthed.

Jeg kastede mig ind i kampen sammen med min mand. Først i forhold til vores børn, så venner, så alle, der overhovedet gad høre (også nogle der ikke gad.)

En aften i Jerusalem, hvor min veninde og jeg var på ferie, bankede det på døren.

  • Hallo, sagde veninden.
  • Is this number 6? lød det udenfor.
  • Næh, det er nummer 8, sagde min veninde på bredt jysk. Hun var ikke så god til engelsk.
  • Er I danskere?

Ind kom en lille familie. Vi faldt i snak og etablerede straks et venskab på Facebook. Det blev min entré ind i et miljø af ligesindede. Lige pludselig fik jeg meningsfæller, en digital familie. Jeg fik svar på spørgsmål, fik indsigt fra ’rigtige’ mennesker gennem opslag og debatter.

På et tidspunkt kom det frem, at man arbejdede på en dansk afdeling af MIFF. Jeg og en anden tilbød straks vores hjælp til oversættelse. Et samarbejde blev etableret, så der kunne komme danske artikler på MIFFs hjemmeside inden lanceringen i 2017. Da muligheden for medlemskab kom, meldte jeg hele familien ind uden at spørge først.

Jeg arrangerede fejringen af Israels 70 års fødselsdag med flagmarch gennem Horsens by, hvor vi holdt taler og uddelte MIFF hvervebrochurer, som jeg havde fået Dina Grossman til at lave i huj og hast.

Da modstanden mod Danmarks deltagelse til Melodi Grand Prix i Tel Aviv viste sig, svigtede retfærdighedssansen ikke. Og pludselig stod jeg som koordinator og MIFF frivillig på en moddemonstration foran Boxen i Herning.

Nu er jeg fuldblods pro Israel aktivist.

Og det er sandsynligvis kun begyndelsen.