– Vi, parlamentarikere fra hele Europa som er forpligtede til en regel-baseret global orden, deler alvorlige bekymringer om præsident Trumps plan for den israelsk-palæstinensiske konflikt og de forestående udsigter til israelsk annektering af landområder på Vestbredden, lægger politikerne ud i opråbet.
Her er listen over de 53 danske folketingpolitikere som har underskrevet opråbet:
- Kirsten Normann Andersen, SF
- Theresa Berg Andersen, SF
- Margrete Auken, SF, Europa-Parlament
- Anne Valentina Berthelsen, SF
- Anne Sophie Callesen, RV
- Astrid Carøe, SF
- Karina Lorentzen Dehnhardt, SF
- Pia Olsen Dyhr, SF
- Uffe Elbæk, Løsgænger
- Eva Flyvholm, EL
- Niels Fuglsang, S
- Jette Gottlieb, EL
- Bertel Haarder, Venstre
- Karsten Hønge, SF
- Peder Hvelplund, EL
- Henning Hyllested, EL
- Marianne Jelved, RV
- Jan E. Jørgensen, Venstre
- Christian Juhl, EL
- Ruben Kidde, RV
- Martin Lidegaard, RV
- Stinus Lindgreen, RV
- Rosa Lund, EL
- Rune Lund, EL
- Jacob Mark, SF
- Karen Melchior, RV, Europa-Parlament
- Charlotte Broman Mølbæk, SF
- Signe Munk, SF
- Samira Nawa, RV
- Sofie Carsten Nielsen, RV
- Rasmus Nordqvist, SF
- Halime Oguz, SF
- Kathrine Olldag, RV
- Morten Østergaard, RV
- Kira Peter-Hansen, SF, Europa-Parlament
- Morten Helveg Petersen, RV, Europa-Parlament
- Rasmus Helveg Petersen, RV
- Søren Egge Rasmussen, EL
- Jens Rohde, RV
- Christel Schaldemose, S, Europa-Parlament
- Sikandar Siddique, Løsgænger
- Pernille Skipper, EL
- Jakob Sølvhøj, EL
- Søren Søndergaard, EL
- Zenia Stampe, RV
- Ina Strøjer-Schmidt, SF
- Trine Torp, SF
- Carl Valentin, SF
- Victoria Velasquez, EL
- Mai Villadsen, EL
- Nikolaj Villumsen, EL, Europa-Parlament
- Marianne Vind, S, Europa-Parlament
- Susanne Zimmer, Løsgænger
Opråbet er fuldstændig ensidig. Selv om det hævdes at Europa har fremmet en retfærdig løsning i form af en to-statløsning i flere årtier, nævnes der ikke et eneste eksempel på alle de elementer i palæstinensisk politik og samfundsliv som har hindret det.
- De palæstinensiske myndigheder (PA) har i årevis nægtet direkte forhandlinger med Israel, hvilket er i strid med folkerettens intention om at løse konflikter gennem forhandlinger.
- De palæstinensiske myndigheder har fået hele Den arabiske liga med sig på «absolut og kategorisk» at afvise Israel som en jødisk stat. Derfor er al tale om en to-statløsning selvsagt meningsløs.
- De palæstinensiske myndigheder insisterer på at millioner af palæstinensere skal kunne flytte ind i Israel, således at verdens eneste jødiske stat vil forsvinde. Og deres venner i Danmark støtter kravet. Læs også MIFFs artikel om EL her.
- De palæstinensiske myndigheder fortsætter med at øge deres økonomiske belønning til dem som har deltaget og deltager i vold og terror mod Israel. Palæstinensiske grupper, flere i samarbejde med Israels dødsfjende Iran, fortsætter med at planlægge og gennemføre terrorangreb mod Israel.
- De palæstinensiske myndigheders skolebøger bliver fortsat mere og mere ekstreme. Vold, martyrdød og jihad er gennemgående tema gennem alle tolv års skolegang i palæstinensiske grundskoler. Se nogle af de groveste eksempler her.
- Hamas, som styrer to millioner palæstinensere i Gaza-striben, siger de kæmper for «fuldstændig frigørelse af ‘Palæstina’, fra floden til havet». (Alligevel vælger danske medier at gengive fake news). De palæstinensiske myndigheder kommer med præcis samme signaler i deres kommunikation på arabisk til deres egen befolkning – også i skolesystemet. Alligevel nævner de danske folketingspolitikere, og deres europæiske kollegaer, ikke med et ord at de bekymre sig om det.
Faktatjek
I opråbet hævdes det at Trumps plan «fremmer permanent israelsk kontrol over et opdelt palæstinensisk territorium». Området som de palæstinensiske myndigheder har kontrolleret siden Oslo-aftalerne i 1990’erne har været opdelt frem til i dag – Trumps plan lægger op til meget mere sammenhængende områder og tæt på en fordobling i det areal som palæstinenserne i fremtiden vil skulle kontrollere på Vestbredden. Planen understreger også at områderne skal knyttes sammen med effektive transportårer. Politikerne fortier at Trump-planen også lægger op til at israelsk territorium vil blive fragmenteret, i kraft af israelske enklaver inde i palæstinensisk territorium.
I opråbet hævdes det at Trumps plan «efterlader palæstinenserne uden suverænitet». Trump-planen lægger op til at palæstinenserne vil få «mest mulig selvbestemmelse», men er åben over for en situation, hvor de ikke nødvendigvis vil opfylde alle definitioner på en suveræn stat. I Trump-planen står der: «At suverænitet er en statisk størrelse og en fast defineret betegnelse som har været en unødvendig snublesten i tidligere forhandlinger».
På den anden side lover Trump-planen for første gang amerikansk og israelsk anerkendelse af en palæstinensisk stat under forudsætning af at palæstinenserne sikre følgende:
- Sikrer pressefrihed, frie og retfærdige valg, respekt for palæstinensernes menneskerettigheder, beskyttelse af religiøs frihed og et retfærdigt og uafhængigt retssystem.
- Indfører gode økonomiske rutiner som opfylder internationale krav.
- «…har afsluttet alle programmer, inklusiv skolepensum og lærebøger, som bruges til at opildne eller fremme had og fjendskab mod deres nabo, og som kompenserer eller giver incitament til kriminel eller voldelig aktivitet.»
- «… opnår civil- og politikontrol over hele sit territorium og demilitariser sin befolkning».
- «… har opfyldt alle de andre betingelser i denne vision».
Hvilke ud af ovennævnte punkter har de danske folketingpolitikere problemer med?
I modsætning til de europæiske parlamentsmedlemmer, forstår Trump-administrationen at staten Israel må gøre «betydelige kompromisser når det gælder landområder» hvis planen realiseres. «At trække sig tilbage fra landområder vundet i en forsvarskrig er sjældent historisk set. Det skal understreges at staten Israel allerede har trukket sig tilbage fra mindst 88 procent af landområderne de erobrede i 1967. Denne vision lægger op til overførelse af store landområder fra staten Israel – landområder som Israel mener at have gyldig krav på både juridisk og historisk, og som er en del af oldtidens hjemland for det jødiske folk – noget som må anses som et betydeligt kompromis.»
USA mener ikke at Israel er juridisk bundet til at give palæstinenserne 100 procent af landområderne på Vestbredden og Gaza («noget som svarer overens med FNs sikkerhestråd resolusion 242»). «Denne vision er et retfærdigt kompromis, som ser for sig en palæstinensisk stat som omfatter landområder omtrent sammenlignelige i størrelse med landområderne på Vestbredden og Gaza før 1967. (Planen lægger også op til at Israel afgiver landområder i Negev.)
I opråbet beder europæiske ledere om at «handle med fasthed som svar» på Israels annekterings-planer.
– At tage landområder med magt har ikke nogen plads i 2020 og må møde passende konsekvenser, skriver parlamentarikerne. Det er misvisende. Det jødiske folks historiske tilknytning til Judæa og Samaria, sammen med hele landområdet vest for Jordanfloden, blev slået enstemmig fast af Folkeforbundet i 1920’erne, som også gav mandat til tæt jødisk bosættelse i området. Israel vandt kontrol over Vestbredden i en forsvarskrig i 1967 og har ikke og vil ikke tage noget med magt i 2020.
Det planlagte israelske tiltag er at ændre administrations-struktur for dele af området som efter Oslo-aftalerne fik betegnelsen «Område». Efter 1. juli kan israelsk lov blive indført for israelske bosættelser i området, noget som vil overføre myndigheden fra den militære «civiladministration» til de regulære israelske myndigheder. For eksempel vil de som i fremtiden ønsker at bygge noget, slippe for at ansøge om tilladelse fra forsvarsministeriet og i stedet skulle gå igennem en vanlig ansøgnings-process i boligministeriet.
De europæiske parlamentsmedlemmer frygter hvilke konsekvenser annekteringen vil få for israelernes og palæstinensernes liv. I realiteten vil der ikke ske de store ændringer på jorden, med mindre palæstinenserne vælger at møde tiltaget med vold. De palæstinensiske myndigheder har de seneste uger foretaget kraftig optrapning i deres tilskyndelse til vold i deres officielle medier, uden at det nævnes med et ord af parlamentarikerne. Læs MIFFs artikler om PAs opfordring til vold mod israelere – betalt af dine skattekroner her.
– Den jødiske stat er ikke i færd med at marchere ind over nogen linje eller grænse eller hævde retten på en eneste tomme af ny jord. Israel er ikke i færd med at sende kampvogne eller soldater ud, eller placere sit flag noget sted hvor det ikke allerede har hængt med stolthed i årtier. Således set udgør tiltaget ingen trussel mod de palæstinensiske myndigheders bæredygtighed eller Israels vigtige forhold til Jordan, skriver Alex Traiman, direktør for Jewish News Syndicate.
Hvis Israel holder sig til Trump-planen vil fodaftrykket på Vestbredden blive mindre end det har været de seneste årtier. Område C udgør omkring 60 procent af Vestbredden, og der har Israel i teorien hævdet ret til at bygge bosættelser (selv om de i meget lille udstrækning har bygget nye bosættelser, men i stedet satset på fortætning siden 1997). Trump-planen åbner op for at Israel hævder suverænitet over 30 procent af Vestbredden, men kræver samtidig at Israel standser byggeri i de andre 30 procent som de kontrollerer for at sikre muligheden for dannelsen af en sammenhængende palæstinensisk stat. Israel forpligter sig til at standse byggeri i dette område i fire år, mens palæstinenserne får tid til at komme til forhandlinger.
Opråbet slutter således:
«En varig løsning på konflikten må indfri de legitime aspirationer og sikkerheds-behov og garantere lige rettigheder for både israelerne og palæstinenserne. Europa har de diplomatiske værktøjer til at fremme dette retfærdige mål, og vi står klar til at støtte sådanne tiltag.»
Smukke ord, men mange af parlamentarikerne som har underskrevet opråbet har allerede anerkendt en palæstinensisk stat i strid med folkeretten. I 1991 udarbejdede europæiske lande «Retningslinjer for anerkendelse af nye stater i Øst-Europa og i Sovjetunionen». Her blev det blandt andet understreget at staterne skulle respektere FNs-charter, have en særlig respekt for retssikkerheden, demokrati og menneskerettigheder, give garantier for rettighederne til etniske- og nationale grupper og minoriteter, have respekt for at grænser ikke må krænkes og forpligte sig til at løse regionale uenigheder med diplomatiske midler eller mægling.
Europæiske lande krævede at staterne som opstod efter opløsningen af Jugoslavien skulle «forpligte sig til, før anerkendelse, at vedtage konstitutionelle og politiske garantier som sikrer at de ikke har nogen territorielle krav mod et naboland». Europæiske lande krævede også at staterne ikke måtte bruge fjendtlig propaganda mod en nabostat.
Hvad med om politikerne som har underskrevet trusselsbrevet mod Israel havde stillet de samme krav til en palæstinensisk stat? Vil palæstinenserne opgive alle fremtidige territorielle krav mod Israel? Det har gang på gang vist sig at det vil de ikke. Vil palæstinenserne godtage at løse alle konflikter med Israel på fredelig vis? Hidtil har de stædigt holdt fast i at bruge hvad de omtaler som “modstand”, men som i praksis har vist sig at betyde terror og blodig vold.
I april 2017 gennemgik Daniel Polisar 400 meningsmålinger gennemført af fem forskellige palæstinensiske instituteter de seneste år. Hvad fandt han ud af? Jo, når palæstinenserne får tre valgmuligheder – 1) en israelsk og en palæstinensiske stat side om side i fred, 2) én-statløsning med lige rettigheder for israelere og palæstinensere og 3) en palæstinensisk stat fra Jordanfloden til Middelhavet (uden Israel), så vælger de fleste palæstinensere den tredje mulighed. Kun et mindretal på omkring 30 procent af palæstinenserne siger de vil acceptere at en to-statløsning bliver et varigt resultat. Flertallet på omkring 70 procent kan godtage en to-statløsning som et midlertidig stadium, men vil fortsætte kampen til hele «Palæstina» er «frigjort».
I en sådan situation hjælper det ikke ensidigt at pege fingre mod Israel. Israels ambassadør i Washington, Ron Dermer, satte ord på hvad Israel håber på at opnå med sine planer: Israel håber vedtagelsen om at hævde suverænitet i dele af Judæa og Samaria vil «vise palæstinenserne at et nyt århundrede med afvisning er en tabende strategi og at den jødiske stat er her for at blive. Ved at knuse to-statillusionen og fremme to-statløsningen, håber Israel det vil åbne op for en realistisk vej til fred.»
